Tanker om angst

4. Angst - bekymring.

Bekymring er angstens spejder. Hvis jeg nu er rigtig forsigtig og forudser alt, hvad der kunne provokere min angst, så kan jeg afværge den, måske.

Fantasien er i spil, som den var det, da den hjalp med at foreslå mening. Her, som bekymringens assistent, bliver den sendt i forvejen, og mulighederne er utallige for den kreative fantasi.

Jeg kunne blive svigtet af den, jeg så gerne vil stole på. Måske går det galt på rejsen. Jeg dumper nok til den eksamen …. nu har jeg tænkt det. Så overvælder det mig ikke helt, hvis det sker.

Vi ved godt, at det er en meget lille brøkdel af bekymringerne, der bliver til virkelighed.

Så bekymring er spild af tid og energi, men alligevel:

Hvad andet kan man gøre end forsøge en pejling, når man er oppe imod en trussel, der ikke kan forudsiges?

Det giver lidt tryghed, det er lidt beroligende. Men også kun lidt, fordi - som en klient sagde til mig for nylig: Angsten er der hele tiden.

Bekymringen får ikke angsten til at holde op. Den dæmper angsten for angsten, og dermed er den en god og klog selv-beskyttelse. Et værn mod følelser, man frygter.

Men det værn er et tankesæt, der efterlader negative aftryk. Det består i at forudse det dårligst tænkelige forløb, og fodrer dermed hukommelsen med pessimistiske budskaber. Det bliver let til vanemæssigt negativ tænkning.

Og bag ved værnet står stadig menesket med de følelser, det ikke vil i kontakt med, fordi det fornemmer, at de vil gøre alt for ondt.

Så bekymring giver ikke mere end en midlertidig beroligelse. I bund og grund en skyggeboksning med den ansigtsløse angst.

Der er kun en vej: At finde angstens rødder.

Det handler næste indlæg om.

Tilbage