Tanker om angst

7. Angst - identitet.

Angstens rødder er de gemte følelser, som sagt, og følelsen af identitet bliver ramt af samme proces.

Hvis det er blevet min måde at være i verden på, at jeg skubber mit egentlige behov til side, nøjes med det sekundære valg, der i det mindste skaffer mig en plads i fællesskabet - hvor ydmyg den end føles - så taber jeg identitet. Mister oplevelsen af at have ret til at være den, jeg er. Som jeg er:

At jeg er den, der bebor mit liv.

At jeg er den der styrer det, den der vælger.

At jeg er værdsat. Ikke fordi jeg viger, eller er venlig, eller nem, eller hjælpsom, men fordi jeg er mig.

At jeg selv skaber de forventninger, jeg prøver at leve op til.

Når identiteten har haft dårlige betingelser for at vokse sig stærk, bliver selv-biledet præget af følelser som:

Jeg kan ofte ikke kende mig selv eller mine reaktioner.

Jeg føler mig hjælpeløs.

Jeg føler kun, jeg er noget værd, når jeg anstrenger mig.

Jeg ser mig omkring, for at aflæse andres forventninger og leve efter dem.

Med et selv-billede som dette bliver det en stor udfordring at forsøge at håndtere sin angst på egen hånd. For de resurser er svækkede, der skulle bruges på at bearbejde angsten. Det kræver mod at stille op imod noget, som er fremmed og overvældende.

Derfor er der brug for at gå en særlig vej rundt, når man vil hjælpe en klient, der kæmper med angst. Det er i og for sig enkelt. Men det kræver en særlig opmærksomhed på, hvordan problematikken er sammensat - og en tryg terapeutisk relation.

Mere om det i næste indlæg.

Tilbage