Tanker om angst

8.  Angst - klienten.

Den terapeutiske relation er egenartet. Den er forskelig fra alle vores andre relationer med sin blanding af fortrolighed og professionalisme, og for de fleste er det med tøven, de vover sig ind i den.

For en, der kæmper med angst, er udfordringen speciel. Klienten med angst har typisk en lang rejse bag sig, hvor han eller hun har forsøgt alle mulige strategier for at håndtere sine oplevelser. Det er svært for et menneske, der er dygtigt til mange ting og plejer at kunne overskue sit liv, at blive ramt af den uberegnelige, ansigtsløse angst. Svært at mærke sin egen magtesløshed, så man prøver at få grebet om situationen og ty til det, der plejer at virke:

Fornuftigt set kan det her jo ikke være virkelighed.

Andre oplever noget lignende, eller værre, og de klarer sig.

En analyse af min situation siger … at der ikke er noget i vejen.

Jeg må gøre noget, måske dyrke mere motion.

Så længe jeg er aktiv med mit arbejde, mærker jeg ikke angsten så meget.

Men det bliver udmattende, for alle de helhjertede forsøg preller af på angsten. Den er uberørt af fornuften, hvad de andre gør, analysen, motionen og flugten ind i aktivitet. Den bliver ved med at være der.

Så vokser rådvildheden, og terapi bliver en overvejelse. Hvad skal jeg stille op med de uforklarlige følelser. Dem, der er overvældende og forbundet med en oplevelse af at være ved at gå i opløsning. Jeg er lige på kanten af udelukkende at føle mig forladt, ubeskyttet og identitetsløs.

I virkeligheden er jeg hjælpeløs, men jeg har svært ved at bede om hjælp, for det er jeg ikke vant til. Plejer at klare mig selv.

Skal jeg virkelig afsløre, hvor sårbar jeg er. Det, jeg i den grad forsøger at skjule - endda for mig selv.

Hvad hvis terapeuten synes, jeg er en umulig klient, og jeg bliver valgt fra. Kan jeg overhovedet vove at fortælle, hvordan jeg egentlig har det.

Ja, det kan du. I en god terapeutisk relation.

Mere om den i næste indlæg.

Tilbage