Tanker om angst

 1.   Angstens ansigt.

Angstens ansigt er der ikke.

Du kan ikke se den, eller se den komme, endsige se den i øjnene. Den kan ikke udpeges, identificeres eller i det hele taget gøres til genstand for fornuftsmæssig bearbejdning.

Den kan kun mærkes. Angstens gys, som skyder op i kroppen og sender sin iskulde helt ud i fingerspidserne, så blodet og varmen samler sig inde midt i kroppen, og hjertet banker helt op i halsen, mens en stille, intens sitren fylder det hele.

Og opmærksomheden panorerer horisonten rundt efter det, der er så skræmmende, men finder det ikke. Fornuften afviser angsten, siger, at den ikke kan være der, men hele nervesystemet er på vagt og føler sig fremmed for sig selv.

Det bliver det ikke bedre af. Kløften mellem fornuften og oplevelsen - men jeg mærker det jo - forøger bare den indre usikkerhed og tilføjer endnu et lag: Angsten for angsten, og så begynder selvfølelsen at blegne.

Måske har angsten intet ansigt, men den må suge sin næring et sted. Den må have rødder, og de må kunne findes…………

Næste blogindlæg er: 2. Angst eller frygt.

Tilbage