De “små” traumer

Det var ikke noget særligt. Min klient ser ned. Det var bare småting, sådan noget alle oplever …..

Jo, men for dig betød det måske rigtig meget?

Hun er tydeligt bevæget, og hun har sat sin forklaring op som en mur mellem sig selv og den bevægethed. Vil ikke i kontakt med den, for den gør ondt, og der er en skam i, at man har været så sart, taget det så nær, når man tænker på, hvad alle andre kan klare ….

Det var jo ikke noget ….sådan.

Næ, det var det måske ikke målt med alle andres målestok - (hvem alle andre så i øvrigt er?), men for hende, der sidder overfor mig nu, var det en emotionel katastrofe, der satte sig uudslettelige spor, som gav hende en erfaring, der har drejet hendes måde at være i verden på over mod en grundlæggende skræmthed, som præger hendes adfærd i alle relationer. For hende var det et traume.

Traume betyder skade. En traumatisk oplevelse er noget, der påfører et menneske en skade. Hvis det var noget fysisk, ville vi tale om sår, behandling, pleje, heling. Når den er psykisk, er der kun ét menneske i hele verden, der kan afgøre om det fik en skade: Den der oplevede det. Der findes ikke nogen objektiv målestok.

Derfor er den “lille” hændelse, som omgivelserne - familien for eksempel - har fortalt negligerende historier om, måske den allermest betydningsfulde og den, der blev en skade.

Det er så vigtigt, at vi giver os selv lov til at føle, hvad vi føler, i stedet for at overgive os til den dumme bortforklaring, bagatelliseringen, der underkender betydningen af vores oplevelser.

Sluger vi historierne, skubber vi os selv til side og lever videre med de ubehandlede sår, som bliver til ar i vores nervesystem, der varigt hæmmer dets funktion.

Det kan ligne bagateller. Et øjebliks svigt i en situation, der var så forklarlig ud fra omstændighederne. De vigtige personer i ens liv var optaget af alt det, der pressede dem, lige der, så de så ikke eller hørte ikke eller råbte eller mistede grebet og blev noget utrygt, noget der ikke var til at regne med.

Og du blev alene med det, der var dig, uden at have udviklet kompetencer til at klare det. Så du måtte hoppe ud af dig selv og blive en anden, en, der kunne håndtere livet - uden at mærke dig selv for meget.

Der opstod en indre skævhed, som blev til den måde, du lever på, fordi skævheden har lejret sig i dit nervesystemet og fungerer underbevidst.

Sådan behøver det ikke være. Du kan godt nærme dig det sted, hvor oprindelsen til skaden ligger grundigt gemt under en effektiv selvbeskyttelse, der med stor behændighed har undgået sorgen og smerten. Det skal ske i tryghed og nænsomt og med små skridt. Så kan du opleve den oprindelige skade på en ny måde med din voksne, erfarne bevidsthed, dele den med en professional person, der lytter empatisk og derved gør den til en anden oplevelse.

Det kræver noget mod, men det er chancen for bogstavelig talt at omskrive sin historie, hele sårene, og skabe en ny balance i nervesystemet.

Og det er en stor forandring. Den består i, at man bliver sig selv.

Tilbage