Sommerfuglen i psykoterapi

Somme tider sker det, at noget, jeg troede, jeg forstod på basis af en teoretisk forklaring, bliver til en erkendelse på et højere plan. Et aha, det var det, jeg troede, jeg vidste. Nu blev det til en forståelse.

Det var min klient, “J”, der blev den levende demonstration af, hvad sommerfugleeffekten betyder.

Den udtrykker, at en lille impuls kan have meget stor effekt under de rigtige betingelser.

“Kan en sommerfugl, der slår med vingerne i Brasillien udløse en orkan i Texas?” Det var titlen på en artikel skrevet af en amerikansk professor, Edward Lorenz, som arbejdede med avancerede formler til at forudberegne vejrsystemer.

Tankesættet, han lancerede, udviklede sig til den nyere form for videnskabelig tænkning, der i slutningen af sidste århundrede og op til i dag har udviklet utallige forgreninger, men som her (forenklet og generaliserende) bliver kaldt Kaosteori.

Denne videnskab beskæftiger sig, modsat klassisk videnskab, med åbne systemer, der er ekstremt følsomme overfor timing og miljø.

Det er eksempelvis: Øko-systemer, vejrsystemer, biologiske systemer, herunder mennesket og den menneskelige hjerne med dens talløse neurale forbindelser.

De systemer er helheder, hvis udvikling ikke står i et enkelt årsag-virkning forhold til udefra kommende impulser. De er så komplekse, at deres udvikling er uforudsigelig. Og de har emergente egenskaber, dvs. at der rejser sig egenskaber ud af helheden, som ikke findes i dens enkelte elementer.

Derfor betegnes disse systemer som Selvregulerende og Selvorganiserende.

Hvilke lovmæssigheder knytter Kaosteorien så til disse systemer?

Selvreguleringen er den tilpasning af egen balance, der baserer sig på feed-back. For eksempel lærer barnet Selvregulering af sin mor via udveksling af feed-back.

Selvorganiseringen er systemets måde at være i verden på. Det tilstræber balance. Når det nærmer sig ubalance, kaos, gør systemet et af to:

    •    Enten regredierer det til et lavere udviklingstrins organisering,

    •    eller det foretager et udviklingsmæssigt spring til en højere, mere differentieret organisering.

Begge forløb stræber mod det samme mål: At skabe orden og dermed balance.

Der er tale om en selv-organisering, fordi den følger mønstre, der kommer indefra i systemet, men det er vigtigt at bemærke, at al selvorganisering foregår i forbundethed. Udvikling foregår i en udveksling af feed-back, såkaldte feed-back sløjfer, med andre systemer. Der er altid en forbindelse til omgivelserne. Disse lovmæssigheder handler jo netop om systemer, der karakteriseres som åbne og sensitive.

Af samme grund skal selv-organisering ikke misforståes som noget statisk: Der er tale om en løbende strøm af dis- og re-organiseringer. Systemerne er jo levende.

Ser vi på den psykoterapeutiske relation udfra disse lovmæssigheder, kan vi konstatere, at klienten har mulighed for udvikling, når han nærmer sig kaos, hvilket terapeutisk kan oversættes til: Når han sænker de intellektuelle parader - undlader at anvende gamle mekanismer til selvbeskyttelse, forlader sit almindelige krav på kontrol - og bliver spontan.

    •    Hvis det føles for farligt, vil han regrediere til en lavere, enklere, niveau af  selvorganisering.

    •    Hvis impulsen til udviklingen begunstiges af timing og miljø, vil han foretage et spring i udvikling.

Forudsætningen for at komme der hen er, at det lykkes klient og terapeut at skabe et rum, der er så trygt at klientens spontanitet har frit spil.

Det kræver som udgangspunkt, at terapeuten er empatisk, afstemt, til rådighed og ansvarlig for relationen. Sådan at tidligere fejlafstemninger, der har ført til utilstrækkelig Selvregulering, kan blive mødt og helet. Og sådan at den empatiske kommunikation hjælper klienten til at åbne, udfolde og udforske egne emotioner - egen Selvorganisering.

Og så kræver det de svært definerbare elementer:

Timing. Det er noget med, at sige de rigtige ord, på den rigtige måde, på det rigtige tidspunkt. Jeg kan bedst oversætte det til: Empatisk kommunikation.

Miljø. At rummet hele tiden, gennem hele processen, er fuldt af den tryghed og det nærvær, der gør spontaniteten mulig - og tilladt.

J og jeg havde god kontakt fra starten, og vi opbyggede hurtigt en god arbejdsalliance og en gensidig, uanstrengt tillid. Jeg agerede, som jeg plejer i terapeutstolen. Det var J, der bevægede sig ind i processer af oplevelse og erkendelse, som blev overraskende både for J og for mig. Berigende møder for os begge.

Jeg blev en del af noget, der unddrager sig forklaringer om årsag og virkning.

I kaosteoriens sprog: Den komplekse, uforudsigelige, selvorganiserende helhed, som er J’s nervesystem, udviklede sig i forbundethed med et andet nervesystem til et højere, mere differentieret niveau af organisering.

På almindeligt menneskesprog: J oplevede sig selv autentisk og delte samtidig oplevelsen med et andet autentisk menneske. Det blev livsforandrende.

Det er her sommerfugleeffekten kommer ind. “Kan en stilfærdig impuls af empati og nærvær fra terapeuten - let som en sommerfugl - udløse en orkan af selvoplevelse hos klienten?”

Svaret er: Ja - under de rigtige omstændigheder.

Som teoretisk viden er det umådelig komplekst. Når det bliver en forståelse, er det betagende enkelt.

Kære J. Tak.

Tilbage