Eventyret om Stilhedens Sø.

    Dybt inde i skoven lå den, Stilhedens sø. Den var skovens midte, og der var helt stille omkring den. Dyrene kom ikke og drak af dens vand, for det var mudret og uklart. Ja, så trist at træerne end ikke spejlede sig i det.

    Stilhedens Sø, jah, uuh, sagde uglen, men der var en anden stilhed. Min fader fortalte, og han havde hørt det fra sin fader, og han fra sin, at engang - i den gode tid - var søens stilhed en levende stilhed.

    Dengang var søen smuk. Dens vand var så klart, at den lignede en stor ædelsten, og når brisen i skoven vuggede de store træer, kom der små bølger på overfladen, som gjorde sollyset til tusinde dansende glimt midt i træernes spejlbilleder. Man kunne blive helt lykkelig ved at se det.

    Og om natten, når månen stod over skoven, så man den i vandet, så man næsten kunne tro, at månen var på søens bund, som fandtes der en pagt mellem de to, ingen vidste om.

    Dyrene, der drak af vandet blev livfulde og glade af det, ja ligefrem vise, sagde nogle. Derfor drak de med ærbødighed. Det var jo det kostbareste, søen gav dem, og de forstod, at en sådan gunst må man nærme sig med ynde.

    Men, uuh, uuh, sagde uglen, der kom den dårlige tid.

    Ingen ved, hvordan det begyndte. Dyrene trængtes mere og mere om søen, skubbede til hinanden. Bredderne blev trådt i stykker, så jord og planter faldt ned og mudrede vandet. Det gjorde blot trængslen og grådigheden større. Dyrene blev bange for at mangle vand. Nu drak de for at stille angstens tørst og agtede ikke på søens fine, livgivende evne.

    Derfor blev søen mat og ligegyldig. Det var som dens sjæl trak sig tilbage, ned i dens dyb.

    Til sidst var søen kun mudder og vandplanter. Dyrene kunne ikke drikke mere. Der blev stille, men den stilhed var tom.

    Så skete det, at nogle af dyrene, der kendte sagnet og uglens beretning, begyndte at forstå. Et rådyr og en hvid hare var de første, der sagde, tænk hvordan livet kunne være, hvordan det måske har været i den gode tid, tænk at være lykkelig, tænk at kunne det fineste.

     Andre dyr kom til og lyttede. De samledes ved søen. Sad og så, hvordan den var, og kunne ane lidt af den levende stilhed, der havde været her engang. Men søen forblev dog mat og mudret og med tiden mistede mange håbet og kom ikke mere.

    Men nogle af dyrene rummede den særlige evne, at kunne se den mulige skønhed. Det var som et billede, de havde indvendig. De blev ved med at mødes ved søen og efterhånden bar de, i deres sind og deres hjerter, så stærkt et ønske om at se det billede virkeliggjort, at vandoverfladen sitrede, når de var samlet.

    Da skete det forunderlige. En lille hvid dråbeformet genstand viste sig nede i søens dyb. Dag for dag voksede den og kom nærmere til overfladen og lyset. Til sidst brød den igennem vandet og udfoldede den dejligste blomst.

    Der lå den og vuggede for brisen. Solen gav den varme, månen kølighed. Træerne så den, dyrene så den, og undredes. Midt i mudderet var den renhed, midt i håbløsheden håb, som bragte den bud om alt det, sagnet fortalte.

    Man kunne se, at søens vand lidt efter lidt blev klarere, og dyrene forstod, at en dag ville det være helt klart og komme til at ligne en stor ædelsten. Da ville det være den gode tid.

    De blev inderligt glade. Det er mærkeligt, hvad den gør, den blomst, var der en, der sagde.

    På en måde gør den ikke noget, svarede den hvide hare, andet end at være sig selv. Men den har givet os den gave at være tilstede.

Tilbage